Snogebæk

Ferie i sommerhus i Snogebæk på Bornholm

Snogebæk er nok det sted på sydøst Bornholm, som er allermest idyllisk om sommeren. Byen har en fantastisk beliggenhed – midt mellem to af Bornholms mest berømte sandstrande, Balka og Dueodde Strand. Med adgang til to så pragtfulde strande har du som strandgæst et reelt ”luksusproblem”, når du skal vælge, hvor du vil bade.

Snogebæk har bevaret sin oprindelige charme som fiskerleje og har gennem årene udviklet sig til et rigtigt lille levested med flere gode restauranter og caféer. I Snogebæk bliver der produceret fremragende chokolade og økologisk is. Langs hovedgaden omkring havnen finder du små butikker med Bornholmsk brugskunst i glas og keramik.

En god is på en solskinsdag, strandliv og kun 5 km til Nexø. Det er det, der gør Snogebæk til et populært udflugtsmål såvel for feriegæster som den lokale bornholmske befolkning.

Bo i Snogebæk

Der ligger mange dejlige sommerhuse i og omkring Snogebæk. Mange af sommerhusene ligger skjult i plantagerne omkring Snogebæk. Bornholmtours har både små, hyggelige sommerhuse til parferien og større ferieboliger, hvor der er plads til hele familien. Alle sommerhuse er privatejede, og der skal som udgangspunkt medbringes sengelinned i alle sommerhuse.

Der er også mulighed for at leje campinghytter ved Balka Strand Familiecamping med mange fællesfaciliteter og legeplads til børnene. Til parferien kan I også installere jer i Snogebæks Hotelpensions dejlige værelser. Alle værelser har egen terrasse og det hyggelige familiedrevne hotel er kendt for sin lækre morgenbuffet.

Oplev Snogebæk

Strande nær Snogebæk
Snogebæks store trækplaster er Balka strand. Dueodde strand er også et populært udflugtsmål. Det er muligt at leje vandsportsudstyr og få instruktion ved begge strande. Der findes også offentlige toiletter og parkeringsmuligheder ved strandene. Strandene strækker sig et par kilometer henholdsvis nord og syd for Snogebæk. Med brede strande og klitområderne bag, er der rig mulighed for at finde jeres egen private gryde og rigelig plads til alle badegæster.

Spisesteder
Snogebæk har både et røgeri, cafeer og restauranter til at stille sulten, når I har brug for en pause fra dagens gøremål. Er der plads til dessert, kan I finde lækker, hjemmelavet chokolade og økologisk is lavet på lokale råvarer.

Havnefestival
En gang om året i slutningen af juli holder Snogebæk havnefestival. Det er en helt unik sommerfest med hyggelig atmosfære og mange lokale besøgende. Her er masser af musik, underholdning, mad og flere tusind besøgende.

Udflugter fra Snogebæk

Sydbornholm er fredelig og naturskøn med mange gode udflugtsmuligheder. Får I lyst til at opleve andet end strand og vand, er der mange muligheder for både vandreture, besøg i oplevelsescentre og nærtliggende byer og fiskerlejer.

Vandreture
Der er rig mulighed for at gå ture i området omkring Snogebæk. Du kan blandt andet følge kyststien fra Snogebæk mod Svaneke Havn. I alt er turen 16 km, men du kan sagtens nøjes med en kortere del.

Fra Snogebæk går stien langs Balka strand, før den bevæger sig op i Balka Lyng og forbi en gammel skanse. Derfra følger du redningsstien til Nexø. På denne del af turen kan du tage et smut op til Galgebakken en kilometers penge fra Nexø og studere de gamle helleristninger.  Efter Nexø kan du fortsætte forbi Frihedsstøtten og Stenbrudssøen. Derefter følger du redningsstien langs kysten med klippeformationer, der minder om den svenske skærgård ind til Aarsdale.

Fra Aarsdale mod Svaneke følger du cykelstien til du kommer til kyststien med en pragtfuld udsigt over klippekysten. Her kommer du forbi Hullehavn og det gamle fyr før du når Svaneke.

Du kan også vælge at gå vestpå langs stranden mod Dueodde og det gamle fyr - det er også en del af Bornholms kyststi. Fra Snogebæk er der ca. 6 kilometer langs stranden til Dueodde, hvor du kan tage turen op i det gamle fyr med en fantastisk udsigt over stranden og Sydbornholm.

Nexø
Nexø ligger kun 5 km fra Snogebæk, og er en både spændende og hyggelig by at besøge. Fiskerlejet ligger smukt med sin særlige kystlinie i sandsten. Her kan du besøge Martin Andersen Nexø’s hus, lære om bombningen af Nexø under 2. verdenskrig, slentre en tur nede ved den hyggelige havn og opleve byens centrum med hyggelige bindingsværkshuse.

Bornholms sommerfuglepark ligger lige uden for Nexø og er hjem til over 1000 sommerfugle.Det tropiske sommerfuglehus byder også på eksotiske blomster, fisk og fugle.

Heldigvis er der er aldrig rigtig langt til noget på Bornholm - vil I på lidt længere udflugter er Svaneke, Ekkodalen og Almindingen også spændende udflugtsmål, og fra Snogebæk er der faktisk ikke mere end små 50 kilometer til Bornholms nordligste punkt Hammerodde.