Dueodde

Dueodde - stedet med Bornholms fineste sand

Dueodde er kendt for at have en af Europas bedste sandstrande. Dette skyldes, at strandens sand er så fint og hvidt, at det før i tiden blev brugt i timeglas. I det klare og rene vand finder du mange revler, og vil derfor også opleve, at det er muligt at bade og svømme i det dybe vand. Samtidig kan du lade børnene soppe og lege i det lave vand ved vandkanten.

Dueodde strand ligger på Bornholms sydspids og strækker sig over flere kilometer langs begge sider af spidsen. Stranden starter i det idylliske fiskerleje Snogebæk, som er et hyggeligt sommerhusområde, hvor stranden er ganske smal. Herfra løber den ned mod det sydligste punkt af Bornholm, hvor den bliver flere hundrede meter bred. I den brede ende af stranden er der masser af klitter og gryder, og her kan du nemt finde et stille område med læ, hvor du kan være helt uforstyrret. Fortsætter du videre op mod Jomfrugaard, vil du igen opleve, at stranden bliver smallere.

Det praktiske

Der er god mulighed for parkering lige bag klitterne og helt tæt på stranden. Det er også nemt at tage cyklen, barnevognen eller kørestolen til stranden, da der er anlagt over 500 meter lange ramper gennem klitterne og ned til stranden. Ramperne starter ved parkeringspladserne på Fyrvej og Skrokkegårdsvejen og slutter ca. 100 meter fra vandkanten. Der er også flere busser, som kører til Dueodde, hvis man ønsker at lade bilen stå eller er dårligt gående. Ved parkeringspladsen på Fyrvej er der både kiosk og toiletter til strandens mange gæster.

Aktiviteter i Dueodde

På den sydlige del af Bornholm omkring Dueodde er der masser af liv og aktiviteter. Stranden ved Dueodde og Jomfrugaard byder på gode bølger, når vinden blæser fra sydvest. Her har du altså rig mulighed for at udfordre dine grænser med kite- og windsurfing. Er du ikke allerede en haj på et surfbræt, er der masser af muligheder for at tage kurser, så du kan lære grundteknikkerne inden du kaster dig ud i de helt store bølger.

I Dueodde Fyrtårn kan du opleve Bornholm oppefra. Med sine 196 trin er det 47 meter høje fyrtårn Nordeuropas højeste. Når du kommer op i fyrtårnet, kan du nyde udsigten over havet og en stor del af Bornholm.

I Dueoddes fyrreskov kan du opleve smuk natur og se en rest fra krigens tid. Her ligger to kanonbunkere fra 2. verdenskrig. Det var meningen, at der skulle opsættes kanoner, som skulle kunne lukke for indsejling østfra. De blev dog aldrig sat op, og man nåede kun at lave udgravningerne til kanonerne, da tyskerne i stedet ønskede at rykke forsvaret længere mod øst. Bunkerne ligger der fortsat, og der er adgang til dem ad Skrokkegårdsvejen.

Kan du ikke få nok af højder og krigstiden, kan du besøge Bornholmertårnet. Her kan du opleve Forsvarets Efterretningstjenestes tidligere lyttepost, som i dag er åbnet for offentligheden, og som er blevet indrettet med billedudstillinger, film og maskiner fra 2. verdenskrig og den kolde krig. Fra det 70 meter høje tårn får du en helt fantastisk udsigt over Dueodde og den østlige del af Bornholm. Du kan enten vælge at gå de mere end 400 trin op til toppen eller tage elevatoren derop - uanset hvad, er det en oplevelse, der er værd at prøve.